VISENS SKIB er både en forening og det patenterede varemærke for et kulturpolitisk fremstød i form af gratis visekoncerter af høj kvalitet. Besætningen på Visens Skib sejler på turné med danske og nordiske sange og viser på programmet som en pokkers underholdende protestaktion mod mediernes mangel på kulturpolitisk ansvar for den gode dansksprogede sangpoesi.
God sangpoesi på dansk; tekster med indhold i, der fremføres med engagement og holdning, forsvinder mere og mere fra kulturevents og fra radio og TVs programflader til fordel for indholdsløs masseproduceret engelsksproget pop og rock. Hermed forsvinder incitamentet for
de mere talentfulde sangskrivere til at bruge vores eget sprog, Og det er nu en gang mest ægte at udtrykke sig på det sprog, man tænker, føler og drømmer på.
Siden vi i 2000 søsatte den første turné, er Visens Skibs årlige togt er blevet en stadig mere kendt tradition. Turnéen bidrager til at udbrede kendskabet til vores fælles nordiske sang- og visetradition med en serie af velbesøgte sommerkoncerter i mindre danske havne.
Visens Skibs turné gennemføres i 2011 som 26 gratis koncerter, der afholdes i det fri på havnearealerne, medmindre vejret gør det helt umuligt.

 

 


 
  Besøgstæller